Jeg har altid en sær følelse af, at være lidt morbid, når jeg siger, at jeg godt kan lide den del af mit job, der indebærer, at synge en sang til en begravelse. Men når sandheden skal frem, så anser jeg det, for værende noget af det allermest meningsfyldte, jeg kan bidrage til med min stemme.

Sorgen en følelse, der let bliver ensom. I et almindeligt menneskes liv er der ikke altid plads til at give triste følelser opmærksomhed. Det kan være, at man synes, de triste følelser ikke skal have lov at fylde og mange har ikke lyst til at “udstille deres sorg”.
At bære sorg, har intet at gøre med at udstille. Sorgen er en del af livet og undertrykker vi den, medføre det, at vi bærer rundt på den mere eller mindre bevidst, og på den måde kommer sorgen til at påvirke vores liv endnu mere gennemgribende og langvarigt.
Denne undgåelse af triste følelser, giver sig også ofte udslag i, at vi kan have svært ved at rumme andres smerte.

Min erfaring er, at en sang til netop en begravelse, kan samle og fokusere. Sangen tillader sorgen at være der, den tillader plads til minderne og til alt det uden ord.

Jeg har hørt udtalelser som “det er noget underligt poppet noget med en særlig sang til en begravelse” og enkelte præster giver ikke lov til det. Dette undrer mig, da særlige sange har været brugt til alle tider og i mange sammenhænge – og at de, helt generelt set, ikke er med i større udstrækning undrer mig.

Det var lidt tanker fra mig, forhåbentlig kunne du bruge dem. Jeg håber ikke, vi ses under disse omstændigheder, men gør vi, så vil jeg sætte en ære i at din sorg ikke skal forblive ensom.

De kærligst hilsener
Anne-Rikke